Gå til indhold

Studiejob er vigtig vej til første job

29. marts 2018
Kandidatstuderende med et studiejob har ofte en bedre chance for at få et arbejde efter studiet. Det viser en ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet. Ministeren glæder sig over sammenhængen mellem studiejob og job efterfølgende.

Nyuddannede er oftere i job, hvis de har haft et studiejob under uddannelsen. Og der er også en sammenhæng med antallet af ugentlige arbejdstimer. Det viser en ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Her fremgår det for eksempel, at kandidatstuderende med et studiejob på 15 timer hurtigere kommer i arbejde end de medstuderende, der arbejder syv timer om ugen.

Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind glæder sig over, at et studiejob kan være et godt springbræt for nyuddannede til at skaffe sig et job, hvor man kan bruge sine kompetencer fra uddannelsen.

- Et relevant studiejob er meget mere end lidt ekstra penge på kontoen hver måned. Det kan gøre teorien fra forelæsningerne levende og give studerende et afgørende forspring, når de skal til at søge job. Analysen viser, at det er positivt med en tæt kobling til arbejdsmarkedet under uddannelsen, og derfor skal vi også se på, om universitetsuddannelserne kan tilrettelægges endnu bedre, så alle får en naturlig kontakt til arbejdsmarkedet, mens de studerer, siger han.

Sammenhængen mellem studiejob, og hvor hurtigt nyuddannede får job, er tydeligst for studerende inden for samfundsvidenskab og humaniora, men den positive sammenhæng gør sig også gældende inden for de tekniske, naturvidenskabelige og sundhedsvidenskabelige uddannelser.

Fakta om studerendes studiejob:

  • Andelen af de studerende med et studiejob har været forholdsvis konstant over perioden 2008-2015. I 2015 udgør andelen af studerende med studiejob 53 procent mod 57 procent i 2008.
  • Andelen af studerende med studiejob er en smule højere for kandidatstuderende og en smule lavere for erhvervsakademistuderende og bachelorstuderende. 
  • Studerende med studiejob arbejder i gennemsnit 11 timer om ugen. De arbejder typisk flest timer i sommermånederne. Den gennemsnitlige arbejdstid er 13,9 timer per uge i august, mens den udgør 9,6 timer i december.

For yderligere oplysninger, kontakt:

Kontorchef Jonas Zielke Schaarup, jzs@ufm.dk, tlf. 7231 8118
Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon på: 7231 8181

Handlinger tilknyttet webside